Hej! Jeg hedder Filippa Ors Nilsson, er 42 år og kommer oprindelig fra Sverige.
Jeg flyttede over sundet efter at have læst på college i Oklahoma et år hvor jeg også dansede jazzdans og spillede saxofon i skolens bigband. I min barndom i Lund har jeg danset, sunget og spillet instrumenter. Jeg læste HAIB på CBS, og Cand.Merc i marketing og management. Under min uddannelse var jeg både i Milano og Singapore på udveksling. Efter studierne startede jeg som sales manager og rådgiver på dealingfloor i Nordea Markets. I mit team var jeg den yngste, og desuden svensk, og en af meget få kvinder. Det var et specielt miljø som har formet mig meget. Der var ca. 300 mænd, og kun ca. 15 kvinder. I gennem min karriere har jeg rådgivet OMX C20 virksomheder, institutioner og regionale banker omkring finansielle markeder med fokus på valutarisici. Jeg har også arbejdet med digital e-trading, og har bygget op handelsplatforme. Jeg har bred erfaring med kundearbejde, hvordan man skaber kundevækst, jeg er trænet i salgsmetoder og har igennem alle år rådgivet og serviceret kunder. Jeg er certificeret til at rådgive om komplekse derivater, investeringer og insider trading regler. Som leder af teams og af specialister har jeg erfaring med personaleledelse, faglig ledelse og at lede i matrix organisationer. I dag har jeg en tværorganisatorisk rolle hvor jeg hjælper direktøren for Markets med at løse diverse gordiske knuder, facilitere strategier og teams møder, drive projekter, vækste kunder, vækste bankens bæredygtige investeringer, og få forretningen på rette spor med governance og dokumentation. Derudover studerer jeg i min fritid og er snart i mål med et Diplom i Ledelse.
Jeg har altid haft en iværksætter i maven, elsker at være kreativ, at styre og drive hele værdikæder og har masser af forretningsideer. Derfor har jeg også to start-ups i rygsækken; i 2015 begyndte jeg at designe og producere økologisk nattøj til børn. I 2022 åbnede jeg sammen med en veninde ”Inplacement Denmark” – en virksomhed som byggede broer mellem generationer og som hjalp andre virksomheder til at tilknytte medarbejdere via coaching, onboarding og workshops.
Jeg er gift med Hasse og vi har 2 børn. Vi bor Klampenborg og vi dyrker meget sport. Vores søn er på landsholdet i badminton og både vores datter og min mand spiller også. Selv spiller jeg tennis, cykler på et damehold og så har jeg startet en løbeklub på mit arbejde hvor vi løber i frokostpauserne og det giver mig og mange af mine kollegaer stor glæde.
Min stærke passion: Jeg vil gerne være et forbillede for min datter og min søn og andre unge mennesker og jeg vil være med til at vi rykker på fastlåste systemer i samfundet. Jeg har altid været den eneste eller en af meget få kvinder i alle mine stillinger og ledergrupper. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.
Hver gang der bare er mere end en kvinde til stede, oplever jeg at balancen i rummet ændrer sig, sproget bliver anderledes, og problemerne bliver løst i lyset af flere perspektiver. Jeg har ofte andre vinkler end mine kollegaer som alle sammen er meget homogene mænd; de er hvide, fra middelklassen, i middelalderen, og fra Danmark. Deres tankegang er meget homogen. Det er vildt ensomt og ofte hårdt at være ”kvinden” eller tilmed ”den svenske pige” men jeg er fast målsat om at blive ved så der kommer endnu flere af ”andre slags” til. Hvis ikke der er flere rollemodeller som vores unge mennesker kan spejle sig i, er jeg bange for at den spæde udvikling går i stå.
Jeg har mange forskellige interesser og kompetencer som jeg længe har tænkt at en bestyrelse kunne få brug af og jeg er nysgerrig på om det passer og hvordan jeg bedst kan bidrage. Jeg elsker at samarbejde – at få indblik i de udfordringer som en organisation har og som folk prøver at knække, og sparre med dem om det. Hvis det er noget jeg ikke ved noget om så kan jeg gå ud og finde information, og så lærer jeg også noget nyt selv. Det er noget jeg gør hver dag og det giver mig vildt meget energi og jeg ønsker at gøre det endnu mere.
Jeg drives af at lære nyt; om organisationer og mennesker. I det nye ligger kreativitet og jeg er meget åben for at eksperimentere især når der foreligger evidens omkring det vi afprøver. Jeg drages til organisationer med et værdisæt som passer mit eget – at bidrage til et mere bæredygtig og ligestillet samfund, at bidrage til vækst som ikke dræner ressourcer hverken planetære eller menneskelige. At være bevidst og tage hensyn til etik. Derfor vil mit bidrag til en bestyrelse også være præget af de etiske og ansvarlige hensyn.
I en bestyrelse vil jeg bidrage med min energi, og med mit inkluderende og sociale væsen. Jeg vil kunne facilitere bestyrelsesmøder så de bliver endnu mere værdifulde og effektive. Jeg ser det positive i mennesker og mit udgangspunkt når jeg arbejder er at vi bygger sammen og vi arbejder anerkendende. Det betyder ikke at vi ikke kan have forskellige holdninger – de bliver præsenteret objektivt og som en perspektivering til problemet.
Jeg vil naturligvis også bidrage med all min samlede faglige kompetence og værktøjer som jeg har lært igennem min karriere, på kryds og tværs i de problemstillinger jeg ser.
Jeg vil bidrage med den seneste viden indenfor ledelse qua den uddannelse jeg tager, og det arbejde jeg har lavet med Inplacement Denmark. Jeg vil være klar og tage initiativer til at afprøve løsninger i bestyrelsen og virksomheden på basis af denne viden.
Personligt tror jeg bestyrelsesarbejdet kan give mig et netværk af mennesker med andre kompetencer end jeg har, men hvor har til fælles et mål om at bygge noget sammen. For mig virker dette sindssygt interessant og stimulerende.
I KLAR arbejder I med konkrete cases; det er at lægge svesken på desken og tage arbejdshandskerne på med det samme – og det taler lige til mig.
Mine mål er at lære om bestyrelsesarbejde og kunne påtage mig faste bestyrelsesposter som komplement til mit arbejde.
Mine ønsker er at dette bliver et spændende næste skridt på min vej. Mine behov er at finde en bestyrelse med god energi, som er klar på noget nyt og ikke læner sig tilbage men byder ind med viden som virksomheden ikke har adgang til og som er klar på at drive virksomheden fremad.
